En glædelig vegansk jul

"Glædelig jul!" siger vi tit til hinanden i denne tid, med en forventning om at julen skal være en tid fuld af fest og farver og kærlighed.

Men hvordan skal man som dyreelsker, veganer og dyrerettighedsaktivist nyde denne tid, når hjerternes fest knuser ens hjerte i tusind stykker, hver gang man bliver mindet om den ubarmhjertige og konstante dyremishandling, der foregår over hele verden?

Hvordan kan man sidde og nyde dét, som burde have været en hyggelig aften, omringet af ens nærmeste, når man samtidigt er omringet af blandt andet frugtfyldte og bagte kropsdele, og piskede kosekreter?

Julen er ikke kærlig overfor dyr

Det var den slags spørgsmål, som kørte gennem mit hoved, da jeg for et år siden holdte jul sammen med min meget ikke-veganske familie. Jeg fik lov til at lave nogle veganske retter til mig selv og min søn - som resten af familien i øvrigt også spiste med stor glæde! Men anden skulle ikke mangle ved bordet.

Og dét selvom jeg prøvede at forklare dem, at der ikke er den store forskel mellem den and, som skulle leve sit korte liv i fangenskab og blive slagtet for menneskets fornøjelse, og de to hunde som er min familiens glæde og mine forældres forkælede børn.

Ingen af dem forstod den forfærdelige ironi, det er at fejre kærlighedens fest ved at spise det, som engang var et følende og sansende individ; at fejre glæden ved at hygge sammen ved at være skyld i, at børn unødvendigt bliver revet fra deres mødre, så vi kan lave risalamande.

Julen burde netop være den oplagte tid på året til at snakke om veganisme, da julen handler om at sprede kærlighed, og veganisme handler om at reducere lidelse. Alligevel er det desværre en af de sværeste tider for mange veganere i en ikke-vegansk familie. 

Vegansk fremtid gør det nemmere

Men der er ændring på vej! Hver dag er vi flere og flere, som vælger at leve et liv, hvor vi skaber så lidt lidelse som muligt i verden. Flere som kan forestille sig en bedre verden, en verden hvor alle dyr er frie. En verden hvor vi tager beslutninger ud fra vores medfølelse. En verden hvor man bibeholder de traditioner, man holder så meget af, men modificerer dem, så man bevidst reducerer unødvendig lidelse.

I år fejrer jeg vegansk jul med den del af min familie som faktisk forstår, at man sagtens kan holde en helt gennemført vegansk jul, fuld af traditioner, lege, hygge, musik og ikke mindst fantastisk mad, uden at udnytte andre.

Og det eneste jeg ønsker mig til jul i år er, at menneskets naturlige empati og kærlighed for andre væsener triumferer over den samfunds dikterede retorik om, at julen ikke er fuldendt uden, at der er død og udnyttelse involveret.

Glædelig vegansk jul!

Blogindlægget er skrevet af Maya Muñoz

Précédent
Précédent

Julekort fra en veganer

Prochaine étape
Prochaine étape

Nyt fra Landsforeningen: Velkommen til ny forperson i bestyrelsen