Blæksprutter
intelligente individer reduceret til eksotisk mad
Dybt under havets overflade lever væsener med op til ti arme, ni hjerner, tre hjerter og et enestående sind. Blæksprutter er følende, intelligente individer, som kan opleve frygt, smerte og muligvis endda glæde. Alligevel fiskes og opdrættes de i stigende grad for at tilfredsstille en global efterspørgsel på “eksotisk mad”.
Forestil dig en blæksprutte i sit naturlige element. Den glider elegant mellem klippeformationer, observerer med sit skarpe syn, undersøger med sine mange følsomme arme. Dette væsen har aldrig ønsket andet end at leve, udforske og måske gemme sig for fare.
At spise blæksprutter er ikke nødvendigt. Det er ikke et spørgsmål om overlevelse, men om lyst. Og når vores lyst forårsager lidelse hos et væsen, der kan føle smerte, bør vi spørge os selv: er det det værd?
Hvorfor bør vi stoppe blækspruttefangst og -opdræt?
Blæksprutter er bemærkelsesværdigt intelligente væsener. De udviser avanceret adfærd som problemløsning, social interaktion og en imponerende evne til at huske tidligere oplevelser. Derudover viser forskning, at de kan føle smerte og udviser tegn på et følelsesliv. De reagerer på frygt, stress og muligvis endda glæde. Vi taler altså om et dyr, der rummer langt mere end blot instinkter – et dyr, der fortjener vores respekt og omsorg. Alligevel behandler vi dem i dag, som om de intet føler. Det er en grundlæggende uretfærdighed, vi ikke kan ignorere.
Blæksprutter fanges i dag i stor skala, især i Asien, Middelhavet og Latinamerika, men fangsten sker også i Danmark og Europa. Industrialiseringen af fangsten og et stigende antal blækspruttefarme, medfører store etiske problemer:
Grusomhed: Blæksprutter fanges ofte med metoder, der medfører langvarig lidelse – herunder lang transporttid og smertefuld slagtning.
Miljøpåvirkning: Fangsten belaster havmiljøet og påvirker biodiversiteten negativt.
Aflivning uden bedøvelse: I modsætning til pattedyr og fugle er der ofte ingen krav om bedøvelse ved aflivning.
Fangeskab: Blæksprutter trives ikke i små, kunstige miljøer og lider derfor overlast i dem.
🧠 Vidste du?
Blæksprutter (som tilhører gruppen Cephalopoder) kan løse komplekse problemer, åbne krukker, og lære af erfaring – egenskaber vi ellers kun ser hos højere hvirveldyr.
Blæksprutter har et veludviklet nervesystem og viser adfærd, der tyder på, at de kan føle smerte og stress.
Deres hjerner er større i forhold til kropsstørrelse end mange fisk og reptiler.
De fleste blæksprutter lever kun 1-2 år, men spiller en vigtig rolle i deres økosystemer som byttedyr og rovdyr.
De kan lynhurtigt ændre hudfarve og tekstur – både som camouflage og som kommunikation.
De har udviklet sig separat fra hvirveldyr i over 500 millioner år – og repræsenterer en alternativ form for intelligens.
Høj intellegens gavner ikke i fangeskab
Blæksprutter er ligesom hummeren et solitært dyr af natur, hvilket betyder, at opdræt i alt for små bassiner med alt for mange andre blæksprutter kan føre til stress, aggression og høj dødelighed. Dét er adfærd, vi også ser hos intelligente pattedyr i bur. Det er ikke tilfældigt.
På grund af deres høje intelligens lider blæksprutterne altså i endnu højere grad i fangeskab end fisk, hummere og rejer, som allerede lider voldsomt.
Netop fordi blæksprutter har evner til at forstå, huske og reagere følelsesmæssigt på deres omgivelser, bliver fraværet af stimulering og frihed ikke bare kedeligt – det bliver tortur. Deres intelligens gør dem ikke mere egnet til at være i fangenskab. Den gør dem mere sårbare.
Du kan se frem til det nye afsnit af Signe Molde På Udebane, som udkommer den 10. maj på DRTV, hvor hun besøger os her i Dyrenes Alliance.
I afsnittet sætter vi fokus på den barske behandling af fisk og skaldyr, og hvordan vi sammen kan forbedre deres forhold gennem udbredelsen af plantebaseret, vegansk kost.
Hvordan løser vi problemet?
Ét af argumenterne for at åbne nye blækspruttefarme er, at det vil tage noget af presset fra de vilde bestande. Flere blæksprutter fra opdræt er lig med flere blæksprutter i de fri, da mennesket så kan spise de opdrættede individer. Men det mener vi ikke er et brugbart argument overhovedet her hos Dyrenes Alliance. Vi kan forme en verden, hvor vi slet ikke behøver at gribe ind i blæksprutternes liv bare for vores egen vindings skyld. Desuden vil flere farme bare lede til en større mængde systematisk lidelse og ikke sikre det modsatte.
Den mest medfølende og effektive måde at beskytte blæksprutter – og alle havets dyr – er ganske enkelt at lade være med at spise dem. Når vi vælger at fjerne dyr fra vores tallerken, sender vi et klart signal til industrien: der er ikke længere opbakning til lidelse og drab.
Et skift til en plantebaseret kost er ikke bare et etisk valg – det er også et praktisk og bæredygtigt valg. I dag findes der lækre, næringsrige og 100 % dyrevenlige alternativer til fisk og skaldyr i langt de fleste supermarkeder. Produkter, der smager af fisk, men uden at nogen skulle lide for det. Ved at vælge plantebaseret tager vi ansvar og giver blæksprutter og andre havdyr plads til at leve i fred.
Så hvorfor ikke prøve vores VeganerUdfordring?
Du kan hjælpe os
Vegansk etik insisterer på, at alle følende væsener har værdi i sig selv. Blæksprutters liv er ikke mindre værdifuldt, bare fordi de lever under havets overflade. Deres lidelser er desværre ikke et enkeltstående eksempel på dyr, som lider for menneskets skyld. Det er på tide, vi udvider vores empati – og lader havets skabninger være i fred.
Men det handler ikke om perfektion. Det handler om at tage stilling. Når vi vælger, hvad vi spiser, vælger vi også, hvad vi støtter.
Hvad kan du gøre?
Vegansk etik insisterer på, at alle følende væsener har værdi i sig selv. Blæksprutters liv er ikke mindre værdifuldt, bare fordi de lever under havets overflade. Deres lidelser er desværre ikke et enkeltstående eksempel på dyr, som lider for menneskets skyld. Det er på tide, vi udvider vores empati – og lader havets skabninger være i fred.
Men det handler ikke om perfektion. Det handler om at tage stilling. Når vi vælger, hvad vi spiser, vælger vi også, hvad vi støtter.